Åbning for kontrolleret besøg i haven på Søndervang - og svar på test for COVID-19
Frederiksberg 14. maj 2020
Kære Alle
Den 12. maj 2020 udsendte Sundhedsstyrelsen retningslinjer for kontrolleret udendørsbesøg på landets plejecentre. Der er udarbejdet en særlig besøgsplan for Søndervang, som I kan se nedefor.
Fra den 14. maj 2020 kan man anmode om besøg, og fra den 18. maj 2020 er Søndervang klar til at modtage jer pårørende i haven efter aftale. Det glæder vi os alle meget til.
Læs Sundhedsstyrelsens pjece før besøg
Vi anbefaler, at I læser Sundhedsstyrelsens pjece til besøgende på plejecentre først.
www.sst.dk/Til-dig_-der-skal-besoege-en-paaroerende-paa-et-plejecenter
Læs orientering og besøgsplan
Orientering fra Fredeirksberg Kommune om udendørsbesøg
Besøgsplan Plejehjem Søndervang maj 2020
Test for COVID-19
Torsdag den 7. maj 2020 blev mere end 40 beboere i team 1 testet for COVID-19. Dette ifølge retningslinjen om udbrud på institutioner, fordi der har været en beboer, som har været syg med påvist COVID-19 i team 1. Beboeren er nu rask, men det anbefales, at alle beboere og personale i afdelingen testes 7 dage efter udbruddet.
Jeg har nu fået besked fra mikrobiologisk afdeling om, at alle beboere i team 1, der er testet, er fundet negative for COVID-19. Ligeledes er alle personaletest indtil nu negative. Dog har ikke alle nået at få svar på deres re-test i team 1.
De beboere og personaler, som er testet fra team 2, 3 og 4 af andre årsager, er ligeledes fundet negative for COVID-19.
Det, at vi følger retningslinjerne både i forhold til anvendelse af værnemidler, men også i forhold til begrænsning af besøg, hygiejne, dét, da at holde afstand og nu i forhold til genåbning, ser heldigvis ud til at virke. Der er stor ros til personalet for en meget professionel håndtering af hele CORONA–krisen – dels på Søndervang, men også privat, hvor jeg ved, at personalet samvittighedsfuldt har haft mange private afsavn for at kunne holde sig raske til at passe og pleje jeres kære.
Der er også ros til jer pårørende for den store tillid, som jeg oplever at I har til, at vi på Søndervang håndterer opgaven ud fra myndighedernes anbefalinger med det personlige og indfølende tvist, som en sådan opgave kræver.
Derfor glæder vi også ekstra meget til at kunne byde jer velkommen på Søndervang igen – om end, at det bliver i en anden form end sædvanligt.
Frisør og fodpleje
Frisøren er startet igen onsdag den 13. maj 2020. Der er udarbejdet helt særlige retningslinjer for hende i arbejdet i salonen. Beboerne skal være indstillet på, at hun kun kan tage et begrænset antal kunder om dagen. Der vil ikke i den første tid være mulighed for, at man kan få sin gamle faste frisørtid tilbage.
Fodplejen er ligeledes startet langsomt op i dag. Også hun tager fortsat kun et begrænset antal kunder. Begge anvender værnemidler under behandlingerne, og der gøres rent og luftes ud efter hver kunde. I øvrigt er Regeringen og myndighederne ikke kommet med særlige udmeldinger vedrørende Fase 2 i forhold til genåbning af plejehjem.
Derfor fortsætter vi med:
Kun at samle 10 beboere ad gangen i den store spisestue og blot 5-6 beboere i Kulturværkstedet, samt i dagligstuerne på team 2, 3 og 4.
Team 1:
- Buffeten i spisestuen er lukket.
- Alle måltider anrettes på bakker i team 1.
- En del af beboerne har valgt at spise i egen bolig og fortsætter med det.
Team 2, 3 og 4:
- Der spiser mellem 5 og 6 af gangen ved køkkenet og 4 beboere i dagligstuen.
- Beboere i team 2, 3 og 4, der ønsker det, får serveret i egen bolig.
Indkøb
Kiosken er fortsat lukket. Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kan der bestilles varer hos Gitte Hansen. Kiosken er fortsat ikke åben i weekenden.
Håndvask og rengøring
Der er fortsat meget stor opmærksomhed på at holde afstand (2 meter), samt at vaske og afspritte hænder.
Der er ligeledes stor opmærksomhed på rengøringen.
Ledige boliger
Ledige boliger lejes ud som sædvanlig. Møbler og tøj mm. bringes i første omgang ikke med ind på Søndervang, og pårørende kan desværre ikke følge med ind på Søndervang. Vi skal selvfølgelig nok gøre alt hvad vi kan for at indflytningen i disse svære tider, trods alt, bliver så god som muligt.
Tak
Tak til beboere, pårørende og personale for jeres store opbakning. Sammen kan vi meget!
Lene Wichmann
Forstander
Aktiviteter
Seneste nyt
I ønskes en dejlig september måned
September er en af årets smukkeste måneder. Blå himmel, lune dage, smukke efterårsblomster, brombær og røde æbler.